fbpx

Drømmeguide: Sådan husker du dine drømme - Drømmetydning

Alle mennesker drømmer. Men vi husker ikke alle vores drømme i samme grad. Herved går vi utvivlsomt glip af en meget interessant og givende del af livet, og sandsynligvis hæmmes vores psykologiske udvikling ganske betragteligt.

Ved at blive bedre til at lytte til vores drømme, kan vi blive mere helstøbte og lære at forstå vores tilsyneladende irrationelle adfærd og ønsker. Mange spørger sig selv: Hvorfor kan jeg ikke huske mine drømme? Svigter min hukommelse? Kan jeg lære at blive bedre til at huske mine drømme?

Denne guide kan være en hjælp til dig, der ønsker at åbne mere op for forbindelsen til dit ubevidste. Det kræver øvelse, men det kan rent faktisk oplæres. Det er påvist gennem flere studier, at evnen til at huske drømme er et spørgsmål om teknik og øvelse. Her følger 3 tips til at huske dine drømme.    

1) Fortæl dig selv at du gerne vil huske dine drømme

Inden du går i seng kan du fortælle dig selv, at du ønsker at huske dine drømme. Gør gerne dette hver nat, så hjernen får indprentet dette ønske – også lige når du vågner. Det er en form for hjernemanipulation. Herved vil det være nemmere for dig at få adgang til det drømte.

Hvis du tilmed har en stor grad af indre motivation for at huske dine drømme, så dine påmindelser om at huske dem ikke blot er ”tomme” ord, forstærkes dine muligheder endnu mere.

At drømmeinkubere kan være en kæmpe hjælp til at huske dine drømme. Drømmeinkubation, der er blevet mere og mere anerkendt i drømmeforskningen inden for de seneste par år, handler om, at du kan løse dine specifikke hverdagsproblemer i dine drømme. Du kan drømme dig til en løsning. Inden du går i seng skal du tænke over, hvad dit problem går ud på. Hvad generer dig ved situationen? Hvori består dit dilemma? Hvilke følelser vækker dette problem i dig? Inden du falder i søvn skal du så finde frem til et enkelt spørgsmål, som du gerne vil have svar på. Stil dette spørgsmål til dig selv – gerne flere gange og gerne på en visuel måde. Eksempelvis, hvilken vej skal jeg tage i min karriere?

Dit ubevidste vil da med større sandsynlighed bearbejde dette spørgsmål i dine drømme. Undersøgelser har vist, at der ved denne fremgangsmåde er 2/3 chance for, at du vil få et klart svar, når du vågner. Eller måske har du blot fået et mere solidt grundlag at træffe din beslutning udfra. Årsagen er, at din hjerne kan bearbejde problemstillinger meget mere klart og effektivt under søvnen, fordi den ikke forstyrres af de mange indtryk, vi bombarderes med i vågen tilstand. Når dit sind derimod bliver stille, vil svarene blive klare.

Endvidere er det nogle andre hjernedele, der er særligt aktive under søvnen, hvilket muliggør, at du får et nyt perspektiv på dit problem.    At drømmeinkubere på denne måde, kan således både hjælpe dig til at huske dine drømme bedre drømme, men også bruge dem mere konstruktivt og målrettet.    

2) Hav en blok liggende ved din side

Ofte vågner man om natten med en fornemmelse af, hvad en drøm har handlet om. Eller måske husker man den ganske klart. Hvis man så falder i søvn igen bagefter kan den være helt og aldeles glemt, når man vågner igen senere. Sommetider kan dette ske, selvom man ellers var helt overbevist om, at man godt ville kunne huske drømmen fremadrettet. Dette skyldes, at denne lagring ikke er nået over i den fuldt bevidste del af hukommelsen. Drømmen ligger stadig i de dybe lag af bevidstheden og har derfor nemt ved at undslippe den.

En måde at opfange drømmen på, er at skrive den ned i en blok eller på din telefon, lige når du vågner. Dette kræver disciplin, særligt fordi det ofte vil være tillokkende at falde i søvn igen så hurtigt som muligt. Du behøver ikke skrive detaljerede beskrivelser af drømmens indhold ned. Nogle stikord vil som regel være nok til at du kan huske drømmen næste morgen, når du vågner.

Alternativt kan du indtale dine noter på din telefon eller tegne skitser. Noter gerne drømmens hovedbestanddele. Hvor befandt du dig? Med hvem? Hvad oplevede du følelsesmæssigt? Næste dag kan det være en god ide at renskrive dine noter, så stikordene bliver til en sammenhængende fortælling om din drøm. Brug gerne nutidsformen. Her kan man vælge at bruge én farve til at beskrive drømmens faktiske indhold, det som Freud kaldte drømmens manifeste indhold, og en anden farve til at beskrive fortolkningerne af drømmen, dens latente indhold.    

3) Vågn roligt

Hvis du sørger for at vågne roligt, helst uden at bevæge dig overhovedet, kan dette hjælpe betragteligt på din evne til at huske drømme. Bevægelser er nemlig med til at flytte hjernens fokus væk fra det netop drømte. Hvis det er muligt, så undgå at sove med et vækkeur, da slukningen heraf jo automatisk indbefatter bevægelse. Under alle omstændigheder bør vækkeuret være inden for rækkevidde.  

Du bør ligge helt stille i nogle minutter efter du er vågnet, mens du langsomt kommer til bevidsthed. I denne halvvågne tilstand vil du ofte have en god adgang til dit ubevidste. Prøv her ikke at fange drømmen, men lad den komme til dig.  At vågne roligt på denne måde lyder nemt, men kræver faktisk megen øvelse og opmærksomhed. Men vigtigst af alt er, at det kan læres.

Jeg håber, at denne guide kan hjælpe dig med at blive bedre til at huske dine drømme.

Se desuden også artiklen: Lær at forstå dine drømme.

Kilder

Dilard G. 2019: “Dream Incubation: The Easy Sleep Exercise To Solving Life’s Problems”, www.finerminds.dk

Parker, J & D. (1986) Drømme – tolkning og symboler. Politikens Forlag.


 

Få tydet din drøm gratis af kunstig intelligens

Som et nyt og underholdende tiltag, kan du nu få tydet din drøm af en kunstig intelligens her på siden.

Ja, lad mig prøve det

 


 

SÆRLIGT TILBUD PÅ TERAPI: Få din 1. samtale til kun 350 kr.

Helt uforpligtende.

book tid

 


 

Har du angst?

Så læs her om, hvordan psykodynamisk terapi kan hjælpe dig ud af angsten – effektivt og permanent.

Læs mere

 

 


 

Bliv medlem af ANGSTGRUPPEN på facebook

En lukket gruppe, hvor du kan få gratis støtte, hjælp, råd og inspiration til at håndtere din angst.

Gå til ANGSTGRUPPEN

 

 


Hvad er angst?

Få klar besked om angstsymptomer, årsager og behandling.

Læs mere

 


Through our eyes, the universe is perceiving itself. Through our ears, the universe is listening to its harmonies. We are the witnesses through which the universe becomes conscious of its glory, of its magnificence.

Alan Watts